Yduns Have 2018 og frem


Vi hedder Hester Callaghan og Bjarke Jensen og vi skal forpagte Yduns Have fra 2018.

 

Vi er meget spændte, og har masser af ideer til hvad vi gerne vil udrette på Yduns Have de næste år. Lige nu undersøger vi, hvilke muligheder der er i forhold til afsætning og samarbejde. Vi drømmer om at introducere æglæggere og kvæg for at skabe en helhed i produktionen. Lokalt salg, alsidighed og bæredygtighed er vores kerneværdier.

Vi mødte hinanden på Kalø Økologisk Landbrugsskole på grundforløbet i 2014, og har siden været i praktik på en biodynamisk gård i Norge, Fokhol Gård, hvor Bjarkes interesse i dyr og maskiner og Hesters interesse i grøntsager og arbejdsheste blev tilgodeset. Siden da er vi kommet i vores anden, og sidste, praktik på Stengården på Sjælland, som vi kommer til at lade os inspirere af. Her arbejder vi med 3000 æglæggere, 60 kødkvæg, frilandsgrøntsager og korn- og græsafgrøder samt naturpleje på 120 hektar. Vi skal tilbage på skolen til september og bliver (forhåbentligt!) færdiguddannet landmænd i slutningen af januar 2018, hvorefter vi flytter ind på Alstrup 2 med vores to katte.

For Bjarke bliver omstillingen til øbo ikke en fremmed oplevelse, da han er opvokset på naboøen Hjarnø. Bjarke har altid haft en interesse i landbrug via lokalmiljøet på Hjarnø, men fandt først ud af på landbrugsskolen at landlivet var kommet for at blive. Hester er født og opvokset i England, men har de seneste 10 år boet i Danmark og via nogle omveje som Statskundskab, pædagogmedhjælper og aarhusiansk urban gardening projektet Adopt A Box, fundet passionen for økologisk landbrug.